Iran bakker op om våbenhvile i Syrien

»Våbenhvile er afgjort at fortrække,« siger talsmanden for det iranske udenrigsministerium, Abbas Araqchi, ifølge AFP.

Den syriske opposition har siden ramadanens start efterspurgt et pres fra det internationale samfund på præsident Bashar al-Assad med ønsket om en snarlig våbenhvile. FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrede i forrige uge alle parter i Syrien til at stoppe kampene og i stedet holde en måneds fred til glæde for hele det syriske folk.

Iranerne, der støtter præsident Assads styre, håber dog også, at våbenhvilen kan udvikle sig til reelle fredsforhandlinger mellem de stridende parter. Talsmanden for det iranske udenrigsministerium opfordrer den syriske opposition at lægge våbnene fra sig og gå i dialog med regeringen i Damaskus.

»Vi råder dem til at indgå en komplet våbenhvile og lægge alle deres våben fra sig for i stedet at deltage i forhandlinger med den syriske regering,« siger Abbas Araqchi, der understreger, at væbnet oprør ikke er en løsning på krisen i Syrien.

Iran har siden konfliktens start støttet præsident Bashar al-Assad i kampen mod oprørene, som den iranske regering kalder terrorister. Konflikten har kostet mere end 100.000 menneskeliv siden marts 2011.

Dagens Gossip

Dagens TV