Iran: Deadline for atomaftale kan rykkes til mandag

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Der hersker stor usikkerhed om, hvorvidt Iran og Vesten kan blive enige om at nå en endelige aftale om landets atomprogram før deadline, der lige nu lyder på fredag.

Torsdag rapporterer iransk tv, at tidsfristen kan blive rykket til mandag 13. juli. Iransk tv citerer diplomatiske kilder for oplysningerne.

Det bliver dog pure afvist af en vestlig diplomat tæt på forhandlingerne, der ifølge Reuters kalder oplysningerne "usande".

Tidligere torsdag sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at en aftale var inden for rækkevidde.

Han tilføjede, at han var parat til at tage til Wien for at afslutte forhandlingerne mellem Iran og den såkaldte P5+1 gruppe, der tæller de fem permanente lande i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland.

Forhandlerne har været samlet i Wien i Østrig for at forhandle de sidste knaster på plads, der dog ser ud til at være vanskelige.

Iran er ramt af internationale sanktioner, men en atomaftale kan få USA og Vesten til at lempe sanktionsskruen.

Forhandlerne overskred en deadline 30. juni for en endelig aftale, hvorefter den blev forlænget til tirsdag. Tidsfristen blev herefter forlænget til fredag, og spørgsmålet er så, om man også må tage weekenden i brug.

/ritzau/Reuters