Iran-forhandlinger ventes at køre på overtid

Skrevet af admin

10/07/2015

Dagens topnyheder

Forhandlingerne om Irans atomprogram ser ud til at fortsætte weekenden over, antyder begge sider i forhandlingerne, der foregår i den østrigske hovedstad, Wien.

Flere uenigheder ved atomforhandlingerne med Iran er løst, og der er sket fremskridt, siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Han betegner atmosfæren ved forhandlingerne som "meget konstruktiv".

- Vi har stadig et par meget vanskelige spørgsmål, og dem vil vi sidde ned for at diskutere i den nærmeste fremtid - i aften og i morgen, siger han.

En højtstående amerikansk kilde siger til Reuters, at forsøget på at nå frem til en aftale vil blive forlænget til mandag.

For at give forhandlerne mere tid til at nå til enighed inden for de seneste områder, vil den midlertidige aftale, der blev indgået tidligere på året, blive forlænget, siger den unavngivne kilde i det amerikanske udenrigsministerium.

Det er tredje gang på to uger, at fristen for at nå frem til en endelig aftale bliver udsat.

Forinden havde den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, oplyst, at der ikke var gode udsigter til, at man kan nå frem til en aftale om atomprogrammet i løbet af fredagen.

Zarif tilføjer, at Iran og de seks lande, som iranerne forhandler med, har gjort store fremskridt, men samtidig beskylder han de vestlige lande for at være skyld i, at forhandlingerne trækker ud.

- Nu stiller de for store krav, siger den iranske udenrigsminister.

Parterne er splittet i visse spørgsmål, blandt andet om våbenembargoen mod Iran skal ophæves samt om inspektørers adgang til Irans atomanlæg.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, sagde tidligere på dagen, at ministrene sætter sig sammen igen lørdag for at se, om de kan nå til enighed om de sidste udeståender.

- Vi gør fremskridt, men det går pinefuldt langsomt, siger Hammond.

Aftalen skal begrænse det iranske atomprogram for at sikre, at det ikke er muligt for Iran at fremstille atomvåben.

Til gengæld vil Iran have lempet på de internationale sanktioner, der har haft store konsekvenser for den iranske økonomi.

/ritzau/Reuters