Iran frygter spredning af sekterisk vold

Skrevet af admin

11/11/2013

Mest læste i dag

Spændinger mellem sunnimuslimer og shiamuslimer udgør den største trussel mod den globale sikkerhed, siger Irans udenrigsminister i en erklæring, hvori han beskylder en række arabiske lande for at "puste til flammerne" i en sekterisk konflikt.

Han henviser især til den stadigt mere sekteriske krig i Syrien, der har inddraget flere regionale magter - deriblandt det shiamuslimske Iran, der støtter præsident Bashar al-Assads regime, mens sunnimuslimske arabiske lande og det sunnimuslimske Tyrkiet støtter oprørerne.

- Konflikten truer med at sprede sig til andre lande som Libanon og Irak, der også plages af sekterisk vold mellem sunnimuslimer og shiamuslimer. De sekteriske spændinger udgør den mest alvorlige trussel mod ikke blot regionen, men mod verden som helhed, siger udenrigsminister Mohammad Javad Zarif til BBC.

- Det er vigtigt, at vi alle erkender, at den sekteriske kløft i den islamiske verden udgør en trussel mod os alle, siger ministeren, som er Irans tidligere FN-ambassadør.

Zarif, som er udset af den iranske præsident, Hassan Rouhani, til at mindske spændingerne mellem Iran og det internationale samfund, opfordrer til fælles bestræbelser på at løse konflikten i Syrien.

- Jeg tror på, at vi alle uanset vores uenighed omkring Syrien er nødt til at arbejde sammen om det sekteriske spørgsmål., siger han.

Ifølge BBC kritiserer Zarif indirekte arabiske ledere for at puste til den sekteriske konflikts flammer.

- Det er blevet udbredt at skabe frygt og få den til at brede sig. Ingen bør puste til den sekteriske volds flammer. Vi bør inddæmme den og forsøge at afslutte den og forsøge at undgå en konflikt, der vil kunne true alles sikkerhed, siger han.

/ritzau/Reuters