Iran indgår atomaftale med stormagter

Skrevet af admin

14/07/2015

Mest læste i dag

En iransk diplomat siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er indgået en atomaftale med stormagterne i den østrigske hovedstad, Wien.

- Alt det hårde arbejde har lønnet sig, og vi har indgået en aftale. Gud bevare vort folk, siger diplomaten.

Endnu en iransk embedsmand bekræfter over for Reuters, at en aftale er nået.

Ifølge EU vil udenrigsministrene fra Iran og de seks stormagter, der har deltaget i forhandlingerne, mødes klokken 10.30 til et "afsluttende plenarmøde".

Efterfølgende er der planlagt et pressemøde, siger en EU-talskvinde.

En atomaftale mellem stormagterne og Iran vil have vidtrækkende politiske og økonomiske konsekvenser.

Den kan bortvejre Vestens frygt for, at Iran vil udvikle atomvåben, mens styret i Teheran omvendt kan se frem til, at få hævet økonomiske sanktioner, som har paralyseret dele af den iranske økonomi.

De seks stormagter, der har forhandlet med Iran, er USA, Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Tyskland.

/ritzau/Reuters