Iran mangler lagerplads til sine mange missiler

Skrevet af admin

01/01/2016

Dagens topnyheder

Irans Revolutionsgarde er så velbevæbnet med missiler, at den særlige elitestyrke ikke længere ved, hvor den skal gøre af dem. Lagrene er fyldt op.

- Vi mangler plads i vore lagre til at opbevare vore missiler, siger general Hossein Salami, næstkommanderende i Revolutionsgarden.

Hans melding under fredagsbønnen i Teheran, Irans hovedstad, falder sammen med, at striden mellem Iran og USA om Irans langdistancemissiler bliver stadig dybere.

USA har truet med at indføre sanktioner, efter at Iran har testet sine missiler i to omgange.

- Hundredvis af lange tunneler er fyldt med missiler, som er klar til at flyve for at beskytte jeres integritet, uafhængighed og frihed, lyder det fra generalen.

I oktober viste iransk tv billeder fra en af de underjordiske missilbaser, som generalen talte om ved fredagsbønnen.

De sanktioner, som USA har talt om, men som foreløbig synes stillet i bero, er rettet mod virksomheder og enkeltpersoner i Iran, Hongkong og De Forenede Arabiske Emirater.

Disse virksomheder og enkeltpersoner har angiveligt forbindelser til Irans missilprogram.

Sagen har forværret forholdet mellem USA og Iran, og den kaster også skygger ind over atomaftalen, som seks stormagter, herunder USA, har indgået med Iran.

Det er den aftale, der kom på plads i juli 2015, og som skal sikre international kontrol med det iranske atomprogram, sådan at Iran ikke udvikler atomvåben.

Det er meningen, at denne aftale formelt skal implementeres inden for nogle uger.

I torsdags kritiserede Irans præsident, Hassan Rouhani, USA. Han talte om "fjendtlig og illegale interventioner", der skal besvares.

Han gav militæret ordre til at intensivere udvikling af missiler og tage de nødvendige skridt til at starte nye programmer, hvis de bedre kan sikre Irans forsvar.

Efter præsidentens udtalelser stillede Det Hvide Hus i Washington sagen om sanktioner i bero, skriver avisen Wall Street Journal.

Amerikanske embedsmænd siger dog, at sanktionerne stadig er på bordet og kan indføres om nødvendigt.

/ritzau/AFP