Iran og stormagter fortsætter forhandlinger

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Iran og de seks stormagter i atomgruppen P5+1 vil "højst sandsynligt" fortsætte forhandlinger i februar, lyder det kort efter, at parterne har indgået en midlertidig aftale om atomprogrammet.

Målet med de nye forhandlinger er at nå et bredere forlig efter den mangeårige konflikt omkring iranernes atomprogram, siger en diplomatisk kilde til Reuters.

Med samtalerne vil man forsøge at løsne spændinger, som eventuelt kunne føre til uro i regionen.

Det første møde mellem Iran og P5+1 vil foregå med deltagelse af Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, og EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

De seks stormagter i P5+1-gruppen er USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland.

/ritzau/Reuters