Iran og USA har været på kant med hinanden i årtier

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

* I 1979 væltes shah Mohammad Reza Pahlavi, som er USA's allierede, under den islamiske revolution i Iran.

* Samme år tager iranske studenter 52 personer, blandt andre diplomater, som gidsler på USA's ambassade i Teheran, Irans hovedstad. De frigives efter 444 dage. De diplomatiske forbindelser mellem de to lande afbrydes.

* Den 3. juli 1988 skyder et amerikansk krigsskib et iransk passagerfly ned over Golfen. 290 mennesker dør. USA siger, at det var et uheld.

* I 1995 indfører USA's daværende præsident, Bill Clinton, en række sanktioner mod Iran, der beskyldes for at ville udvikle atomvåben. Siden er sanktionerne strammet og udvidet flere gange.

* I 2002 betegner USA's daværende præsident, George W. Bush, Iran som en del af "Ondskabens Akse", der støtter terrorisme.

* I 2005 intensiverer Irans nye præsident, Mahmoud Ahmadinejad, arbejdet med at berige uran.

* I 2009 siger USA's præsident, Barack Obama, at han gerne vil tale åbent og direkte med det iranske folk og Irans ledere.

* I 2011 siger Iran, at det har nedskudt et amerikansk dronefly. Iran truer også med at lukke Hormuzstrædet, som blandt andet er vigtigt for olietransport.

* Den 15. juni i år siger Obama, at han gerne samarbejder med Irans præsident, Hassan Rouhani. Den 15. september afslører Obama, at de to har udvekslet breve.

* 27. september taler de to i telefon med hinanden. Det er første gang i 34 år, at præsidenter fra de to lande taler sammen.

/ritzau/AFP