Iran og USA vil forsøge at bryde atom-dødvande

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

Højtstående embedsmænd fra USA og Iran mødes torsdag i den schweiziske by Genève i et forsøg på at bryde dødvandet i forhandlingerne om Irans atomprogram. Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters.

USA og flere andre lande mistænker Iran for at udvikle atomvåben under dække af et - på overfladen - fredeligt atomprogram. Iran har hele tiden fastholdt sin ret til at producere atomkraft til fredelige formål.

Forhandlingerne om en langsigtet aftale mellem Iran på den ene side og seks internationale stormagter på den anden blev for tre uger siden udskudt, så den nye deadline nu er 24. november.

Det er USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina, der har deltaget i arbejdet med at fastsætte begrænsninger for det iranske atomprogram som modydelse for, at de internationale sanktioner mod iranerne gradvist nedtrappes.

Der er ikke kommet mange oplysninger frem, om hvad forhandlingerne torsdag skal føre med sig.

- Disse bilaterale konsultationer vil finde sted inden for rammerne af P5+1-atomforhandlingerne, som ledes af EU's Høje Repræsentant, Cathy Ashton, lyder det i en kortfattet melding fra USA's udenrigsministerium.

P5+1 henviser til de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde i juli, at Iran de næste fire måneder får adgang til flere af de oliemilliarder, som er blevet indefrosset på grund af striden om atomprogrammet. Men langt de fleste sanktioner mod styret i Teheran fortsætter.

Irans præsident, Hassan Rouhani, har tidligere lovet at "engagere sig konstruktivt med Vesten", efter at en historisk - men midlertidig - atomaftale faldt på plads i november sidste år. Aftalen trådte i kraft i januar.

/ritzau/Reuters