Iran om aftale: Det betaler sig at være konstruktiv

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Tirsdagens atomaftale med Iran afskærer det iranske regimes muligheder for at fremstille atomvåben, og det er en sejr for diplomatiet.

Det siger præsident Barack Obama i en tale fra Det Hvide Hus, efter Iran og seks stormagter plus EU er blevet enige om en aftale, der skal begrænse Irans atomprogram. Til gengæld vil økonomiske sanktioner mod Iran blive hævet.

- Denne aftale demonstrerer, at amerikansk diplomati kan medføre reelle og meningsfyldte forandringer, konstaterer Obama.

Men USA vil sammen med stormagterne og FN vil gennem verifikation og inspektioner strengt kontrollere, at Iran holder sig til, hvad der er aftalt, herunder at reducere antallet af centrifuger til uranberigelse.

Han advarer USA's kongres mod at bremse aftalen og siger, at han er klar til at nedlægge veto mod enhver form for lovgivning, der har det formål.

Aftalen er en kæmpesejr for Obama, som i hele sin præsidentperiode har satset på diplomati for at modgå kriser, der kan udvikle sig til krig.

Det har været afgørende for Obama, at Iran afskæres muligheden for at udvikle atomvåben.

Irans præsident, Hassan Rouhani, udtrykker glæde over, at aftalen er kommet i hus efter 20 måneders atomforhandlinger mellem Iran og seks stormagter.

- Iran-aftalen viser, at konstruktivt engagement virker. Med denne unødvendige krise løst, dukker nye horisonter op med fokus på fælles udfordringer, skriver Rouhani på Twitter.

Den sure kommentar kommer fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der kalder aftalen "en historisk fejltagelse".

Obama mener, at aftalen er en chance for at bringe forholdet mellem USA og Iran i "en ny retning".

- Vores uoverensstemmelser er ægte. Den besværlige historie mellem vore to nationer kan ikke overses. Men det er muligt at ændre, konstaterer han.

Rusland præsident, Vladimir Putin, erklærer sig lettet.

- Verden kan nu ånde lettet op, mener han.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, mener, at USA og Nato nu må holde sig til et tidligere løfte om det planlagte raketforsvar i Europa. Hvis atomtruslen fra Iran er et overstået kapitel, så er der ikke længere grund til at opstille det tæt på Rusland.

Nato har tidligere sagt, at raketforsvaret skulle være et værn mod atomangreb fra slyngelstater.

/ritzau/Reuters