Iran sender krigsskibe mod USA

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Flere iranske krigsskibe har sat kursen mod den amerikanske kyst som reaktion på, at USA har sendt flådefartøjer til Den Persiske Golf. Det siger en iransk flådeofficer ifølge nyhedsbureauet Fars.

- Irans militære flåde nærmer sig USA's maritime grænse, og dette tiltag har et budskab, lyder det fra Afshin Rezayee Haddad.

Ifølge officeren, som bliver beskrevet som en ledende figur i Irans nordlige flåde, har krigsskibene sat sejl mod Atlanterhavet via "havet nær Sydafrika", skriver Fars.

Ifølge det iranske nyhedsbureau er det en reaktion på USA's stigende tilstedeværelse i Den Persiske Golf.

Det har ikke været muligt at få Fars-historien bekræftet fra uafhængige kilder, lyder det.

USA og dets allierede har regelmæssigt flådeøvelser i Den Persiske Golf for at håndhæve princippet om fri færdsel i et område, hvor 40 procent af al søbaseret olietransport finder sted.

Iran ser dog havområdet som landets egen baghave og mener, at det har en legitim interesse i at udvide sin indflydelse der.

Ifølge Fars har den iranske flåde øget sin tilstedeværelse i de internationale farvande siden 2010. Iran sender jævnligt flådefartøjer til Det Indiske Ocean og Adenbugten for at beskytte iranske skibe mod somaliske pirater, som hærger i området.

/ritzau/Reuters