Iran: Vi vil have ret til at berige uran

Iran vil ikke acceptere en aftale om landets atomprogram, der ikke anerkender en "ret til at berige uran".

Iran forhandler i øjeblikket med USA og fem andre stormagter i Genève om en aftale, der skal begrænse det udskældte atomprogram. USA har adskillige gange givet udtryk for, at det ikke vil acceptere, at Iran beriger uran.

- Over de seneste 10 år har Iran modstået økonomisk og politisk pres samt sanktioner rettet mod at opgive dets berigelses-aktiviteter, siger Irans viceudenrigsminister, Abbas Araqchi til reportere.

- Derfor vil en aftale, der ikke anerkender Irans ret til at berige, være uacceptabel for Teheran, siger viceministeren, der er Irans chefforhandler, på forhandlingernes fjerde dag.

Tidligere lørdag aften såede han tvivl om, hvorvidt det ville lykkes at nå til enighed lørdag.

Udenrigsministrene fra USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, sluttede sig lørdag morgen til forhandlingerne.

Det er tredje gang, at forhandlerne mødes i et forsøg på at nå frem til en aftale om atomprogrammet.

Forhandlingerne drejer sig for vestlige lande om at begrænse det iranske atomprogram så meget, at styret i Teheran ikke får mulighed for at udvikle atomvåben.

Omvendt ønsker Iran, at de internationale sanktioner, som har ramt den iranske økonomi hårdt, lempes.

USA og Europa har i 10 år forsøgt at få Iran til at ændre kurs i sin atompolitik. Men det er ikke blevet taget vel imod i Iran.

Irans evne til atomberigelse er en stor bekymring, fordi det øger Irans muligheder for at udvikle og producere atomvåben.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip