Iranere går til første parlamentsvalg efter atomaftale

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

55 millioner indbyggere i Iran kan fredag stemme ved parlamentsvalget, som er det første, efter at en atomaftale med internationale stormagter sidste år førte til, at en række økonomiske sanktioner mod Iran blev ophævet.

Iranerne skal stemme på såvel repræsentanter til de 290 pladser i parlamentet som til den 88 mand store samling, der skal vælge en efterfølger til landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Iransk politik domineres af fraktioner snarere end politiske partier, og derfor er valget i høj grad et valg mellem de moderate kræfter, der støtter præsident Hassan Rouhanis kurs, og de mere konservative og fundamentalistiske kræfter i Iran.

Ayatollah Ali Khamenei, der hører til i den sidste kategori, siger, at han er overbevist om, at vælgerne vil sammensætte et nyt parlament, som er parat til at sætte sig op mod USA.

Samtidig vil det blive bevist, siger han, at ophævelsen af sanktionerne mod Iran ikke har ændret landets antivestlige holdning.

- Nationen vil stemme på et parlament, som sætter Irans værdighed og uafhængighed i forreste række, og som modsætter sig udenlandske magter, hvis indflydelse på Iran nu er fjernet, sagde Khamenei onsdag ifølge sin officielle hjemmeside.

Rouhanis regering underskrev i juli sidste år en aftale med verdens stormagter om at begrænse Irans atomaktiviteter til gengæld for en lettelse af de økonomiske sanktioner, som Iran var blevet pålagt.

Den mulige åbning mod Vesten har bragt mange høge i harnisk, og de har anholdt snesevis af kunstnere, journalister og forretningsfolk, heriblandt iranere med dobbelt amerikansk eller britisk statsborgerskab. Formålet er at slå ned på "vestlig infiltrering".

Rouhani har kritiseret anholdelserne og opfordret til en høj stemmedeltagelse, selv om halvdelen af kandidaterne, fortrinsvis moderate og reformister, er blevet udelukket af fundamentalisternes overvågningsenhed, Vogternes Råd.

Parlamentet er domineret af Rouhanis fundamentalistiske modstandere, som afviser hans politik, der går ud på handel med udlandet og udenlandske investeringer.

/ritzau/Reuters