Iranerne fejrer atomaftale i Teherans gader

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Samtidig med, at solen sank ned i vest og dermed sænkede temperaturen i Teherans gader, begyndte iranerne at strømme ud på gaden for at vise deres glæde over den atomaftale, der er forhandlet på plads med USA og fem andre lande.

Unge iranske mænd og kvinder danser på gaden i den iranske hovedstad, mens bilerne dytter for at fejre den historiske aftale, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Iranerne håber, at aftalen vil betyde afslutningen på mange års økonomiske sanktioner og flere årtiers isolation.

- Hvis du ser på gaderne i aften er det udtryk for, at vi er glade, siger Giti, en 42-årig kvinde, som tidligere har boet i USA og Canada, til nyhedsbureauet AFP.

Hun fortæller, at hun overvejede at rejse tilbage til Nordamerika, men det var inden atomaftalen faldt på plads tirsdag.

- Måske vil økonomien ændre sig, især for de unge. Jeg overvejede at rejse, men nu vil jeg blive for at se, hvad de sker, fortæller Giti.

I den nordlige del af Teheran, som er den mere velstående del af hovedstaden, lyder der høj musik ud af bilvinduerne, mens unge mennesker blæser løs i deres vuvuzelaer - et instrument kendt fra fodbold-VM i Sydafrika, som ellers kun høres i forbindelse med fodboldkampe i Iran.

Indbyggere i området siger ifølge Reuters, at det ellers strikse iranske politi lader festlighederne fortsætte, mens betjente nogle steder deltager i fejringen.

- Dette er første skridt hen mod at blive venner med verden, siger den 36-årige husmor Bahar Ghorbani fra byen Isfahan.

- Jeg mener, at den største succes ved atomaftalen er, at logik og dialog har sejret over krigsmageri og vold, skriver hun til Reuters via Facebook.

Aftalen medfører blandt andet en lempelse af de sanktioner, der i årevis har haft store økonomiske konsekvenser for Iran.

Den ses som en sejr for præsident Hassan Rouhani, der blev valgt for to år siden på et løfte om at mindske den internationale isolation af Iran.

- I dag slutter de tyranniske handlinger mod vores nation, og samarbejdet med verden begynder, sagde Rouhani på iransk tv.

En af de iranere, der stemte på ham, siger, at iranerne nu får det, de stemte for.

- Folk valgte ham og han formåede at redde Iran fra sanktionerne og truslen om krig. Det bringer håb og en følelse af, at man har noget at sige, siger Behrouz Janfada, it-chef ved en uddannelsesinstitution, til Reuters.

/ritzau/Reuters