Irans åndelige leder kritiserer præsidenten

Ali Khamenei har hidtil ikke kommenteret det, der i Vesten blev betegnet som Rouhanis charmeoffensiv; hans forsonende toner overfor USA, hans erklæringer om åbenhed i landets atomprogram og afstandtagen fra kernevåben i Irans arsenal, og ikke mindst den historiske telefonsamtale med USAs præsident Barak Obama.

Ifølge AFP talte Khamenei lørdag til en forsamling af nye officerer og kadetter og sagde blandt andet, at han støtter de overordnede linjer og »regeringens diplomatiske initiativer«.

Men han erklærede samtidig uden at uddybe, at »noget af det, der skete i New York, ikke var passende«.

Yderligere understregede han, at »vi er skeptiske overfor amerikanerne og ikke stoler på dem«. Khamenei betegnede også den amerikanske regering som upålidelig og beskyldte den for ikke at holde sine løfter.

En reformvenlig politisk kommentator i Teheran, Saeed Laylaz, siger dog til AFP, at man ikke skal lade ayatollahens udtalelser overskygge de blidere toner, der lød fra præsident Rouhani og heller ikke skal glemme, at uden Khameneis accept, ville de politiske initiativer slet ikke være fremsat.

Også lederen af Irans Revolutionsgarde, general Mohamed Ali Jafari, har ifølge AFP været ude med kritik. Den gjaldt telefonsamtalen mellem de to præsidenter. Generalen kritiserede, at man ikke havde ventet med at tage kontakt, til amerikanerne havde givet indrømmelser.

Umiddelbart så det ud til, at der var bred opbakning til Rouhani, da han vendte hjem til Teheran fra USA. Et stort flertal af medlemmerne i landets konservativt dominerede parlament underskrev således en erklæring, der udtrykke støtte til ham. Det blev i Vesten udlagt, som om der var enighed hele vejen rundt. Det viser erklæringerne nu ikke helt var tilfældet.

Dagens Gossip

Dagens TV