Irans præsident vil diskutere fred i Syrien med alle

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Iran ønsker en politisk løsning på den blodige konflikt i Syrien, og landets præsident er klar til at diskutere og søge en sådan løsning med alle lande.

Iran regnes som en central aktør i konflikten, da det iranske præstestyre støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad, som ellers står temmelig isoleret.

- Vi vil sætte os til forhandlingsbordet med lande både i og uden for regionen, siger Rouhani på et spørgsmål, om han vil diskutere konflikten med Irans mangeårige fjender USA og Saudi-Arabien.

Meldingen falder på en pressekonference i Teheran, hvor Rouhani tirsdag snakker samhandel med Østrigs præsident, Heinz Fischer, efter det første besøg af en europæisk statschef i den iranske hovedstad i mere end ti år.

En anden vigtig aktør i Syrien-konflikten er Rusland, som fortsat sender militært udstyr til Assad-styret for at bidrage til "bekæmpelsen af terrorisme", lød det mandag fra udenrigsministeriet i Moskva.

Rouhani mener, at en stor politisk løsning i Syrien må findes, når kamphandlingerne er stoppet.

- Syrerne bliver dræbt, og de mister deres hjem. Vores første prioritet er at stoppe blodbadet, at skabe sikkerhed og få folk tilbage i deres hjem. Derefter kan vi tale om fremtiden, siger Rouhani.

Krigen i Syrien brød ud i 2011, og flere hundredetusinde har mistet livet.

Efter den årelange konflikt omkring Irans atomprogram er den magtfulde nation pludselig igen blevet et land, der - måske - er klar til at bidrage til fælles løsninger på store globale kriser.

Atomaftalen blev indgået tidligere på sommeren mellem Iran, de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland.

Til gengæld for at reducere sit atomprogram og fraskrive sig muligheden for at udvikle atomvåben vil de internationale sanktioner mod Iran blive droppet.

/ritzau/Reuters