Irans presse roser Obama

Iranske aviser hilser den amerikanske præsident, Barack Obamas, tale til FN's Generalforsamling velkommen.

Pressen, som ellers ikke er kendt for at tale pænt om USA's ledere, skriver, at en ny international stemning, der ser gunstigt på Iran, er begyndt.

Obama sagde i sin tale i New York tirsdag, at problemerne mellem USA og Iran skal løses via det diplomatiske spor.

- Jeg mener, at vi kan løse sagen om Irans atomprogram, og det kan tjene som et stort skridt på en lang vej mod et andet forhold - et forhold baseret på gensidige interesser og gensidig respekt, sagde USA's præsident.

Det var, skriver den moderate avis Donya-e-Eqtesad, en "anden tone".

Den mere konservative avis Jomhouri Eslami noterede sig, at USA ikke arbejder for regimeændringer i Iran.

Reformdagbladet Shargh hylder Obama for at have "åbnet et nyt spor" i forholdet mellem de to dybt uenige lande, der ikke har haft diplomatiske forbindelser siden 1980.

- Selv de mest pessimistiske over for en åbning i forholdet har accepteret, at tiden for forandringer er kommet, skriver avisen på lederplads.

En anden reformavis - Etemad - citerer tidligere viceudenrigsminister Mehdi Mohtashami for at sige, at det, at Obama anerkender "tidligere fejltagelser", er et tegn på, at de to sider har "viljen til at kæmpe mod mistillid".

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV