Iranske politikere fordømmer vestlige angrebsplaner mod Syrien

»Som repræsentanter for Den Islamiske Republik Iran erklærer vi vores fjendtlighed mod ethvert angreb eller krig mod Syrien,« sagde formanden for parlamentets udenrigspolitiske komité, Alaeddine Boroujerdi, ifølge nyhedsbureauet IRNA.

Mens USA bakker op om oprørerne er Iran en tæt allieret af Bashar al-Assads regime. Ifølge den iranske parlamentariker har Iran informeret USA om, at oprørere, der kæmper mod Assad-styret i Syrien, har kemiske våben - ikke omvendt, som USA har slået fast.

»Desværre lyttede USA ikke til vores advarsel,« sagde Alaeddine Boroujerdi, efter at han og to andre iranske parlamentarikere ifølge AFPs oplysninger havde mødtes med Syriens præsident.

Lørdag erklærede lederen af Irans magtfulde Revolutionære Garde, at et amerikansk angreb mod Assad-styret vil afføde reaktioner uden for Syriens landegrænser.

»Det faktum, at amerikanerne mener, at militær intervention vil være begrænset inden for syriske grænser, er en illusion, og det vil fremprovokere reaktioner uden for landet,« sagde gardens kommandør, Mohammad Ali Jafari, ifølge nyhedsbureauet IRNA.

Iran har tidligere erklæret, at USA krydser det iranske styres røde linje, hvis amerikanerne griber ind med militærmagt i den syriske borgerkrig, der i løbet af de sidste to et halvt år har kostet 100.000 livet.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV