Irene Strøyer bliver kanalredaktør for DR3

Fremover bliver det 38-årige Irene Strøyer, der skal have fuldt fokus på kanalen, hvor stofområder som videnskab, dokumentar, humor, sport, fiktion og musik er nogle af de helt centrale.

Irene Strøyer skiftede fra TV 2 til DR i september sidste år. Hidtil har hun arbejdet som redaktør i DR Medier på tværs af kanalerne DR1, DR2 og DR3.

- At få Irene med ombord på DR3 er kort sagt en kæmpegevinst. Hun har en bred erfaring fra sin tid som faktaredaktør på TV 2 og fra produktionsmiljøet i øvrigt. Med denne solide baggrund i bagagen og den energi og åbenhed, Irene lægger for dagen, vil hun uden tvivl kunne give DR3 de bedste vilkår for at blive en stærk kanal, siger kanalchef for DR3, Lotte Lindegaard.

Irene Strøyer glæder sig til, at bygge videre på det fundament, der allerede er lagt ved lanceringen.

- DR3 skal fortsætte ambitionen om at samle den yngre seerskare, der har manglet et sted at gå hen for at få pirret nysgerrigheden og blive mødt med både underholdning og eftertænksomheden. Kanalen har så afsindigt meget potentiale, og vi kan godt love seerne, at det ikke bliver kedeligt, siger Irene Strøyer.

Den nye DR3-kanalredaktør er uddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2002.

Inden hun kom til DR, arbejdede Irene Strøyer som faktaredaktør og teamchef i TV 2’s programafdeling, hvor hun også var en del af ledergruppen.

Gennem årene har hun blandt andet også arbejdet for produktionsselskaberne Koncern, Eyeworks og Bastard Film – både som producent og som redaktionschef og tværs af genrer.

Dagens Gossip