Irer fører forsinket US Open i golf inden sidste runde

Skrevet af admin

19/06/2016

Dagens topnyheder

Ireren Shane Lowry har lagt sig i spidsen af majorturneringen US Open i golf, selv om han ikke selv nåede at spille tredje runde til ende, inden det blev mørkt lørdag.

Lowry er samlet fem slag under par, men mangler at spille fire huller på den svære bane i Oakmont, Pennsylvania.

Han har et forspring på to slag til amerikaneren Andrew Landry, når de 67 spillere i feltet søndag morgen klokken syv tager hul på sidstedagen.

32 af spillerne nåede ikke at færdiggøre deres tredje runde, og de skal derfor først ud af fjerene.

På en delt tredjeplads ligger de rutinerede europæere Sergio Garcia og Lee Westwood sammen med amerikaneren Dustin Johnson, der sidste år blev nummer to i turneringen. De er alle to slag under par.

Jason Day, verdensranglistens nummer et, ligger på ottendepladsen.

Hverken Søren Hansen eller Søren Kjeldsen er med i finalerunderne i US Open. Begge danskere missede cuttet.

/ritzau/