Irland må vente på svar om økonomisk genrejsning

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

Selv om Irlands premierminister, Enda Kenny, i weekenden frejdigt meldte ud, at hans land er klar til at slippe den økonomiske hjælp fra udlandet, går der endnu nogle uger, før de øvrige eurolande måske vil underskrive det formelle frihedsbrev.

Det står klart, efter at den hollandske finansminister, der er formand for forsamlingen af sine eurokolleger, mandag på vej ind til møde i Luxembourg siger, at man endnu ikke har alle de nødvendige oplysninger på plads.

- Betingelserne for Irlands afslutning af hjælpeprogrammet kommer først til debat senere. Det sker ikke i denne måned, men formentlig til november, siger eurogruppechef Jeroen Dijsselbloem.

Dijsselbloem siger ikke noget om, hvad der skal falde i hak, før Irland som det første kriseland igen vurderes at kunne stå på egne ben økonomisk. Men det handler formentlig blandt andet om, at man afventer resultatet af nye stresstest for bankerne.

Den irske premierminister, Enda Kenny, satte selv i weekenden en dato på, hvornår han mener, landet kan stå på egne ben.

- I aften kan jeg bekræfte, at Irland har kurs mod at forlade EU's og Den Internationale Valutafonds nødhjælpsprogram den 15. december. Og vi vender ikke tilbage, sagde Kenny.

Premierministeren understregede dog også, at Irlands økonomiske trængsler ikke er forbi.

Irland præsenterer sin finanslov tirsdag i denne uge og afviser på forhånd tidligere spekulationer om, at der skulle være brug for en overgangsordning med flere penge udefra.

Irland begyndte at få alvorlige økonomiske problemer i 2008 og blev to år senere det første euroland, der fik en egentlig hjælpepakke. Siden er Portugal, Grækenland og Cypern også kommet på støtten, og de spanske banker har også fået hjælp.

EU's økonomikommissær, Olli Rehn, siger, at både Irland og Spanien har gode chancer for meget snart at afslutte deres hjælpeprogrammer.

Irland har fået næsten 635 milliarder kroner fra EU og IMF, mens de spanske banker har fået hjælp for lige under 300 milliarder kroner.

/ritzau/