Irland stemmer ja til homovielser i historisk afstemning

Skrevet af admin

23/05/2015

Mest læste i dag

Irland har godkendt homoægteskaber med foreløbig 62,3 procent ja-stemmer, viser valgresultater lørdag aften, hvor der stadig mangler at blive talt stemmer i tre valgkredse. Det rapporterer den irske tv-station RTE.

Men med stemmerne fra 40 ud af 43 valgkredse talt op er ja-sidens føring så stor, at der ikke er tvivl om, at forslaget har fået flertal.

Allerede få timer efter, at stemmeoptællingen var indledt lørdag morgen, erkendte modstandere af homoægteskaber deres nederlag. De første resultater pegede på, at ja-siden ville få et overvældende flertal.

Flere højtstående politikere glæder sig over resultatet. Sundhedsminister Leo Varadkar, der selv er åbent homoseksuel, siger til avisen Irish Times, at det store ja-flertal gør Irland til "et fyrtårn" i verden for ligestilling og lige rettigheder.

- Det er en historisk dag for Irland, siger han til RTE.

Det overvejende katolske Irland bliver dermed det første land, der har godkendt homoægteskaber ved en folkeafstemning.

Kun en enkelt af de 40 valgkredse, hvor stemmerne indtil videre er talt op, har med 51,4 procent imod sagt nej til forslaget.

Tal fra Dublins valgkredse viser, at mellem 70 og 75 procent af vælgerne i hovedstaden har stemt ja, skriver Irish Times.

Resultatet ses som et nederlag for den ellers så indflydelsesrige katolske kirke, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dublins ærkebiskop, Diarmuid Martin, som er overhoved for den katolske kirke i Irland, siger til RTE, at kirken nu har brug for et "virkelighedstjek".

- Er vi gledet helt væk fra unge mennesker, spørger ærkebiskoppen.

Han tilføjer over for Irish Times, at kirken har stærke overbevisninger, når det gælder spørgsmål om ægteskab og familie.

- Jeg havde gerne set, at bøsser og lesbiskes rettigheder kunne respekteres uden at ændre definitionen af ægteskab. Det skete ikke, men sådan er verden i dag, siger ærkebiskop Martin.

Valgdeltagelsen ligger ifølge de foreløbige tal på 60,4 procent, hvilket svarer til, at over 1,8 millioner irere har deltaget i fredagens folkeafstemning, rapporterer RTE.

De officielle resultater ventes klar tidligt lørdag aften.

/ritzau/