Irlands økonomi brager frem med kæmpe vækst

Skrevet af admin

09/12/2015

Mest læste i dag

Væksten i Irland kan i år ende med at blive helt op på den gode side af syv procent.

Det siger den irske økonomiminister, Brendan Howlin, onsdag til Reuters.

Meldingen kommer dagen før offentliggørelsen af nøgletal for Irlands økonomi i tredje kvartal.

Det er kun to år siden, at Irland kom fri af krisepakkerne, som fik landet op af en dyb økonomiske krise.

Det var EU og Den Internationale Valutafond (IMF), der gav Irland kriselån.

Siden er der sket noget i Irland, og det ventes, at nøgletallene torsdag vil vise, at Irland har den højeste vækst i EU, nemlig 6,2 procent.

Men ministeren mener så, at væksten nærmer sig syv procent.

- Der er sandsynlighed for, at væksten nok bliver højere end 6,2 procent ved udgangen af året. Det er det, som de seneste tal indikerer, siger Howlin.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt væksten i bruttonationalproduktet for 2015 kan blive over syv procent, svarer Howlin: - Det kan den.

Ministeren fastholder, at økonomien ikke er i fare for at overophede.

- Det er ikke unaturligt for en økonomi, der faldt sådan, som vores gjorde, at den vender tilbage med noget, der er tæt på at være spektakulær, siger han.

Ministeren venter, at økonomien næste år vil lande lidt og lægge sig på en vækst på omkring fire procent.

/ritzau/Reuters