Irma vil droppe alle varer med buræg

Skrevet af admin

16/08/2014

Mest læste i dag

Inden for det næste år har supermarkedskæden Irma fjernet alle egenproducerede varer, der indeholder buræg.

Det er et af målene i et nyt samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Det skal sikre, at Irmas hylder ikke består af produkter som eksempelvis småkager eller mayonnaise, der har buræg på listen af ingredienser.

Beslutningen er truffet for at skabe øget fokus på dyrevelfærd og gøre det lettere for forbrugerne at vide, hvad de sætter tænderne i.

- Vi ved, at dyrevelfærd ligger vores kunder meget på sinde, og vi ønsker at være lokomotiv for store forbedringer inden for dyrevelfærd i detailhandlen i Danmark, fortæller Irma-chef Jesper Uggerhøj i en pressemeddelelse.

Irma droppede salget af buræg for flere år siden, mens Kvickly, der også er en del af Coop-familien, sidste år fjernede buræg fra køledisken.

Foruden at fjerne buræg fra egne forarbejdede varer vil Irma i det hele taget arbejde for at øge udbuddet af dyrevelfærdsvarer i hele sit sortiment.

Målet er at øge omsætningen af dyrevelfærdsprodukter som eksempelvis økologi og friland med 50 procent i løbet af de seks år, aftalen med Dyrenes Beskyttelse varer.

Organisationen skal gennem "faglig ekspertise og engagement" hjælpe Irma og forbrugerne til at løfte dyrevelfærden.

- Samarbejdet med Irma betyder, at forbrugerne vil få mulighed for at vælge flere produkter med høj dyrevelfærd, hvilket er med til at højne dyrevelfærden ude i staldene, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, i meddelelsen.

/ritzau/