Ironisk Sass Larsen trækker følehornene til sig

 

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, sagde torsdag morgen, at han puslede med idéen om at stille forslag om fuld aktindsigt i journalisters arbejde. Udmeldingen vakte hurtigt furore på Twitter, ikke mindst blandt flere journalister, og nogle timer senere fandt hovedpersonen det så nødvendigt at trække i land.

»Det er jo kun en provokation, selvfølgelig er det det. Nu har jeg siddet og læst avisernes dækning af offentlighedsloven, og den er virkelig skæv og i et helt hysterisk leje. Så tænkte jeg, at det var sjovt at vende det rundt. Journalisterne har kildebeskyttelse og et frirum, hvor de kan arbejde. Hvad nu, hvis vi tog det fra dem, ligesom man vil tage det fra politikerne?« siger Henrik Sass Larsen til Journalisten.dk.

»Jeg kunne aldrig drømme om at stille det forslag. Men det spiller ind med en interessant præmis, fordi man kan diskutere - hvad er magt, og hvad skal være omgivet af fortrolighed,« tilføjer gruppeformanden, der erkender, at ironi ikke altid virker på tryk.

Torsdag morgen luftede Henrik Sass Larsen idéen på Twitter og siden over for Berlingske Nyhedsbureau.

»Det kunne da være spændende, at offentligheden også fik adgang og indsigt i, hvordan journalisterne arbejder, og hvordan de udøver deres magt, eksempelvis chefredaktørerne. Her tænker jeg på, hvordan de behandler kilder, materialer og alt muligt andet. Det kunne da være et interessant eksperiment,« sagde Henrik Sass Larsen.

Det fik næstformand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, til at rette en skarp kritik af hans forslag.

»Det begynder at dufte af, at man bruger offentlighedsloven som redskab til at slå pressen i hovedet med. Det er offentlighedsloven ærligt talt for alvorlig til,« lød det fra Lars Werge, der slog fast, at forslaget var uden respekt for folk og demokrati.

Henrik Sass Larsen siger i interviewet med Journalisten.dk, at debatten om fortrolighed i pressens arbejde er værd at tage, eksempelvis på grund af dækningen af Skattesagskommissionen.

»Når man skal afdække det voldsomme indgreb, det var, at man pludselig hældte Helle og hendes mand på forsiden af BT, som var ved at afgøre et valg og alt muligt - ja, så må man ikke få aktindsigt i journalisternes arbejdsmetoder, som ellers kunne afsløre forløbet. Det er en enorm magt, man har udøvet her. I den kampgane var det jo pressen, der havde magten. Hvornår kigger man så magthaverne i kortene?« siger Henrik Sass Larsen til Journalisten.dk.

Hans kommentarer kommer dagen efter, at den nye offentlighedslov samlede op mod 1.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads.

Lovens stramninger om blandt andet retten til indsigt i korrespondancen mellem ministre og ministerier har vakt vrede i brede kredse.

Dagens Gossip