Ironman i København: Triatlon-sporten har fået medvind

Den første Ironman i Danmark blev afviklet i weekenden og blev dermed symbolbegivenheden for en sport i markant fremgang.

Inden for det sidste år har der været afholdt syv udsolgte jernmandsstævner over hele Danmark, og hos Dansk Triatlon Forbund har man på tre år oplevet næsten en tredobling af medlemstallet og tyve nye klubber.

I den netop afsluttede weekend var 8.000 i gang i København med triatlon, enten i motionsudgaven eller den lange jernmandsdistance.

Danske Torbjørn Sindballe, tidligere eliteudøver i triatlon, er ikke i tvivl om, hvorfor triatlonsporten er blevet så populært:

»Det er en så stor individuel præstation at gennemføre. Og når folk tør at sætte sig så store mål, så kommer følelserne i spil. Man vokser enormt meget som menneske, når man kommer igennem det her. Man føler, at man kan klare hele verden. Jeg plejer at sige, at der ikke er èn, men 2000 vindere til de her løb. Fordi alle dem, der kommer igennem det her, de er vindere,« mener han.

Første danske vinder i en Ironman

Jens Petersen-Bach fra Odense Triathlon Klub blev som den første dansker nogensinde vinder af en ægte Ironman. I gårsdagens løb slog han Henrik Hyldelund fra Aarhus 1900 i en tid på 8.12,41 timer.

Hos kvinderne vandt østrigske Eva Wutti fra Team Erdinger Alkoholfrei i tiden 8.37,36 timer, og de to vindere kan altså fejre, ikke alene sejren på den lange jermandsdistance, men i den officielle Ironman-kategori, som opstod som en krævende idé på Hawaii i 1977.

Efter et stafetløb dengang begyndte en gruppe mennesker at diskutere, om løbere eller svømmere var mest formstærke.

Èn af dem, som var med i den diskussion, og som senere arrangerede Ironman, var John Collins, en officer ved den amerikanske flåde. Sammen med sin kone besluttede han at afholde en triatlon det følgende år.

En Ironman består af tre discipliner. Deltagerne begynder med at svømme 3,8 kilometer i havvand, derefter skal de tilbagelægge 180 kilometer på en cykel, før de slutter af med at løbe en maraton på 42,2 kilometer.

Den oprindelige Ironman er stadig uforandret, og selvom det nu er blevet et globalt kæmpebrand, anses Ironman på Hawaii stadig for at være den mest betydningsfulde prøvelse.

Torbjørn Sindballe leverede i 2007 den bedste danske præstation nogensinde på Hawaii med sin tredjeplads.

»Det er jo en form for verdensmesterskab for amatører,« siger han.

»Mange af dem, som kæmper om pladserne, arbejder på nedsat tid, og de lever som eliteatleter, netop fordi det er så hårdt. Der er så mange, der dyrker sporten. De vil gerne ofre meget, og en stor del af deres identitet er bygget på sporten. Det kræver sindssygt meget at kvalificere sig. Hvert år er der 2000 deltagere med på Hawaii, og de 1700 er kvalificeret på tid, men der er over 100.000, som forsøger at kvalificere sig. Så der er kamp om det, må man sige,« siger Torbjørn Sindballe.

Årets Ironman på Hawaii skydes i gang 12 oktober. Det er 35. gang, at der skal svømmes, løbes og cykles på Hawaii.

Dagens Gossip