Irske nedskrivninger på vej ned i Danske Bank

Det ville i den forbindelse være nærliggende at pege fingre ad bankens tab i Irland, men i det kvartalsregnskab, den danske storbank har sendt på gaden torsdag morgen, fremgår det, at tabene på det, den kalder non-core-forretning i Irland, faktisk er nedadgående.

Danske Bank noterer nedskrivninger inden for non-core i Irland til 549 millioner kroner i kvartalet, hvilket er halvt så meget som i fjerde kvartal og under estimaterne, der er indsamlet af SME Direkt. Det lød på 798 millioner kroner.

Faktisk er det tredje kvartal i træk, at Danske Bank noterer sig faldende nedskrivninger i den hårdt prøvede irske forretning.

Tabene kommer hovedsageligt fra irske privatkunder, der er eksponeret over for tab på erhvervsejendomme - altså en klokkeklart konsekvens af den nådesløse finanskrise, der satte ind i på den hårdt prøvede ø for fem år siden. Og tabene ventes at fortsætte. På trods af at tabet bliver bogført som mindre i første kvartal, så venter Danske Bank stadig, at den de samlede nedskrivninger på kunder i Irland for 2013 og 2014 vil ende på 2,5 milliarder kroner.

Man kunne spørge sig om, hvad i alverden Danske Bank stadig laver i Irland, nu hvor det har vist sig medføre nedskrivning på nedskrivning. Men i den forbindelse minder bankens topchef Eivind Kolding om, at der stadig er normale bankkunder på øen, som Danske Bank vil kunne få en fornuftig forretning ud af at betjene.

»Non-core vil vi gerne afvikle, men den sunde del kan vi tjene ganske godt på. Den beholder vi. Den vil give et fornuftigt afkast. Vi kan betjene vores kunder på samme niveau som i Skandinavien, og det er et højt niveau i forhold til vores konkurrenter derovre,« siger Eivind Kolding på TV2 News torsdag morgen.

I det hele taget er Danske Bank ved at mindske den del af den irske forretning, der indeholder den såkaldte non-core-gruppe. Det vil med andre ord sige, at eksponeringen mod de mere risikable kunder er blevet mindre, mens andelen af normale bankkunder er blevet større.

I kroner og øre har Danske Bank reduceret sin non-core portefølje med ni milliarder kroner siden første kvartal sidste år. De mindre nedskrivninger i Irland i første kvartal svarer til 6,6 procent af udlån og garantier. Det kan holdes op i mod 10,4 procent i første kvartal 2012.

Banken mener da også at kunne spore en bedring i det irske erhvervsejendomsmarked - og det er alt andet lige godt nyt, hvis det viser sig at være en korrekt antagelse. Danske Bank er dog forsigtig i vendingerne, når den omtaler situationen på det marked, der har givet den så store tab.

»Erhvervsejendomsmarkedet viser tegn på stabilisering, og der er øget handel med ejendomme i de mest eftertragtede områder i Dublin. For Irland som helhed ses der dog fortsat lav aktivitet og høj tomgang. Mere end halvdelen af krediteksponeringen mod erhvervsejendomme i Non-core Irland vedrører ejendomme i Dublin-området,« skriver banken i sig kvartalsregnskab.

Bankens samlede »problemlån« i Irland blev i årsregnskabet sat til at udgøre 29,4 milliarder kroner. Topchef Eivind Kolding har også tidligere ytret, at han gerne vil af med den problematiske del af den irske forretning.

 

Dagens Gossip