Isbjerge i massevis omkring Ilulissat

Ilulissat er den mest besøgte by i Grønland, hovedsageligt på grund af den nærliggende isfjord. Og gæster, der besøger stedet i disse dage, har grund til at glæde sig over usædvanligt mange isbjerge, der har lagt sig i et bredt bælte omkring byen.

- Det er rigtigt, at vi har ret meget is liggende herude nu, siger dagskoordinator Laali Berthelsen fra turarrangør World of Greenland i Ilulissat, og tilføjer:

- Vores udflugtsskibe kan sagtens håndtere at sejle i isen, så folk får faktisk en rigtig god oplevelse og gode billeder med sig hjem, når bådene må sejle i zigzag gennem isen for at komme ud til isfjeldsbanken, hvor de rigtigt store isfjelde ligger, fortæller hun fra et sommerramt Ilulissat, hvor de fleste af byens hotelværelser er udsolgt her i begyndelsen af højsæsonen.

Hurtigste gletsjer

Sermeq Kujalleq ved Ilulissat i Nordgrønland er den hurtigste isstrøm i verden. Her samler is fra et kæmpe område på indlandsisen sig i en smal, dyb tragt og bevæger sig med 40 meter i døgnet mod isfjorden Kangia.

Både isbræen Sermeq Kujalleq og isfjorden Kangia blev for snart ti år siden optaget på UNESCO’s liste over verdensarvsområder. Netop disse landskaber af unik skønhed og ufattelige dimensioner rejser tusinder af mennesker til Ilulissat for at opleve.

Et par gange om sommeren løsner store dele af gletsjerfronten sig, men det er endnu uvist hvad der har forårsaget de ekstraordinært mange isbjerge og -skosser ved Ilulissat, andet end at lignende mønstre af disse store isforekomster og -mængder har været observeret de seneste sommersæsoner ud for den populære by.

Dagens Gossip