Ishockey: Bundprop tager point fra topholdet

Skrevet af admin

27/01/2015

Mest læste i dag

Sammenlignet med tidligere på sæsonen rider de på en bølge af medgang hos Unibet Stars Gentofte, som er absolut bundhold i Danmarks bedste ishockeyrække, Metalligaen.

Tirsdag skulle topholdet Odense bruge både overtid og straffeslag for at knække bundholdet og vinde 5-4.

Det point, Odense mister ved ikke at vinde i ordinær spilletid, betyder, at Herning med sin sejr på 4-3 over Frederikshavn er nyt tophold i Metalligaen. Odense, som også har 62 point, har dog spillet en kamp færre.

Faktisk trak det op til, at Odense slet ikke skulle have point i hjemmekampen mod Unibet Stars.

Ryan McDonough bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter tre minutter, men gæsterne scorede to gange i første periode og en gang i anden, så de kom ud til tredje periode med en føring på 3-1.

Så var det Odenses tur til et fornemt comeback. Fynboerne scorede hurtigt tre gange og førte 4-3, indtil Rasmus Brendstrup udlignede til 4-4 kun 43 sekunder før slutsignalet.

Ryan McDonough, som scorede Odenses første mål, blev også manden, som afgjorde straffeslagskonkurrencen til Odenses fordel.

Da spillerne fra Herning og Frederikshavn tog hul på deres kamp på den jyske hede, troede de formentlig, at de spillede om, hvem der skulle være Odenses nærmeste konkurrent.

Fynboernes pointtab betyder imidlertid, at Herning ved at vinde den tætte kamp 4-3 er nyt tophold. Herning vandt både første og anden periode med 2-1, og selv om frederikshavnerne bombarderede Hernings mål, kunne de ikke indhente hjemmeholdet.

Hernings målmandstalent George Sørensen blev skadet i weekenden. Han var ikke med i Hernings trup tirsdag.

Sønderjyske vandt ude 3-1 over Esbjerg og passerer med sejren Frederikshavn og overtager tredjepladsen i Metalligaen.

I endnu en ligakamp vandt Aalborg hjemme 3-0 over Herlev. Aalborg er nummer syv i ligatabellen, mens Herlev er nummer 10 og næstsidst.

/ritzau/