Ishockey: Danmark uddeler igen klø til Norge

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Danmark har fundet frem til en ny spillestil under den nye landstræner Jan Karlsson. Og spillestilen har tilsyneladende snydt Norge.

Lørdag aften vandt Danmark for anden kamp i træk en testkamp mod nordmændene - denne gang endte det med en 3-2-sejr.

Fredag vandt Danmark med 4-3, så det har været en god start for Jan Karlsson - eller "Janne", som han kaldes.

For anden dag i træk var Morten Madsen i målhopla, og den danske landsholdsanfører bragte Danmark foran 1-0 efter 11 minutter.

Tre minutter senere fordoblede Morten Madsen føringen efter en assist af Julian Jakobsen. Det samarbejde fungerede også glimrende i fredagens sejr, hvor de to nøglespillere også kreerede et mål i fællesskab.

Danskerne var ikke færdige i første periode, og Jesper Jensen øgede til 3-0 efter lidt over 16 minutters spil. Det var i denne periode af kampen, at Danmark etablerede grundlaget for sejren.

I anden periode svarede Norge godt igen med to mål - først af Jonas Holøs og derefter af Fredrik Lystad Jacobsen. Og så var kampen helt åben igen inden tredje og afgørende periode.

Danmark fokuserede på at holde fast defensivt, og det lykkedes. Ingen af holdene fik scoret i de sidste 20 minutter af kampen.

/ritzau/