Ishockey: Lars Eller nettede i Montreal-sejr

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Den danske ishockeylandsholdsspiller Lars Eller fik scoret en enkelt gang for Montreal Canadiens, som vandt 3-2 på udebane over Columbus Blue Jackets efter overtid og straffeslag natten til lørdag dansk tid.

Det lignede nærmest et skydetelt, da Lars Eller fik scoret. Den tidligere Rødovre-spiller udnyttede den tredje ripost i situationen og fik skovlet pucken ind bag den velspillende Columbus-målmand Curtis McElhinney.

Lars Eller fik med sin scoring udlignet til 2-2 syv minutter inde i anden periode, og dermed fremtvang danskeren forlænget spilletid og senere straffeslag i NHL-kampen, som Canadiens endte med at vinde.

Der blev nemlig ikke scoret flere mål i den ordinære spilletid. Hele tredje periode og også overtiden endte uden scoringer.

Den meget jævnbyrdige kamp skulle derfor afgøres på straffeslag, og her fik Canadiens scoret en enkelt gang, og det var nok til at tage sejren.

Lars Eller blev kåret til kampens næstbedste spiller. Han fik over 21 minutter på isen og er nu oppe på syv sæsonmål og seks målgivende afleveringer i 20 kampe.

Trods nederlaget blev hjemmeholdets keeper Curtis McElhinney vurderet til at være den bedste spiller med sine 38 redninger alene i den ordinære spilletid.

/ritzau/