Ishockey: Rusland tæver USA og er klar til VM-finalen

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

Rusland er klar til at møde Canada i finalen ved VM i ishockey.

Ved semifinalen i Prag satte Rusland USA på plads med en 4-0-sejr.

Der var ellers ikke meget, der tydede på en storsejr efter to jævnbyrdige og målløse perioder. Men så fik Rusland prikket hul på bylden, og i løbet af otte minutter scorede holdet tre gange og afgjorde kampen.

Med halvandet minut tilbage af kampen gjorde russerne ydmygelsen total med et mål til 4-0.

Samtidig genvandt russerne håneretten over amerikanerne. Da de to hold mødtes i gruppespillet, var det nemlig USA, som tog sejren med 4-2.

Med i semifinalen var Ruslands stjerne Alexander Ovechkin, der netop er fløjet ind i Tjekkiet, efter at være røget ud af NHL-slutspillet med sin klub Washington Capitals.

Ovechkin stemplede overbevisende ind med sit mål til 2-0 og en assist ved målet til 4-0, hvor en anden stjerne Evgeni Malkin scorede.

Sergei Mozyakin og Vadim Shipachyov blev Ruslands øvrige to målscorere.

Søndag aften spilles finalen mellem Rusland og Canada i Prag. Inden det er der bronzekamp samme sted mellem hjemmeholdet Tjekkiet og USA.

/ritzau/