Ishockey: Sønderjyske har andet end guldtanker i hovedet

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Selv om Sønderjyske kan blive danske mestre i ishockey allerede i den femte DM-finale, der spilles søndag, så garanterer holdets back Anders Overmark, at man ikke allerede tror, at guldet er hjemme.

Det siger han til klubbens Youtube-kanal, efter det fredag blev til en sejr på 4-1 over Esbjerg Energy og dermed en 3-1-føring i kampe.

- Det er overhovedet ikke noget, vi har i hovedet allerede. Jeg har prøvet det et par gange, og det passer, hvad man siger med, at den sidste kamp er den sværeste.

- Esbjerg har et skud tilbage i bøssen, og de kommer med alt, hvad de har. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

- Modsat skal vi komme endnu hårdere ud for at vise, at hjemmekampen i tirsdags ikke er vores vanlige niveau i vores egen arena, siger Anders Overmark.

Da de to hold mødtes tirsdag i Vojens, var Esbjerg stærkest og vandt med 6-4 på trods af at have været bagud 1-4.

- Nederlaget hjemme i Vojens var lidt et kollektivt kollaps, fastslår Anders Overmark.

I begyndelsen af tredje periode i fredagens kamp blev Overmark selv noteret for en scoring til 3-0, men han medgiver, at hans skud blev rettet af, før det gik i mål.

- Det var et utrolig vigtigt mål for holdet, så vi fik en tremålsføring og ikke blev "shaky".

- Vi arbejder utrolig hårdt som kollektiv, vi får gjort de rigtige ting og får stået kompakt og udnyttet de fleste af vores chancer. På den måde var det en rigtig god udebanekamp, siger Anders Overmark om fredagens Sønderjyske-sejr.

Den femte finalekamp spilles i Vojens søndag klokken 14.30.

/ritzau/