Ishockey: Sønderjyske vinder grundspillet på sene mål

Skrevet af admin

29/02/2016

Dagens topnyheder

De forsvarende ishockeymestre Sønderjyske, går ind til denne sæsons slutspil med de bedst mulige forudsætninger, efter at det mandag aften lykkedes at sikre sig førstepladsen i grundspillet.

Sønderjyske skulle bruge minimum to point i den afsluttende udekamp mod Esbjerg for at holde Frederikshavn bag sig i topstriden - hvis vendelboerne samtidig tog den ventede sejr i Gentofte.

Indtil tre og et halvt minut før tid var stillingen i Esbjerg 1-1, men da Michael Eskesen bragte Sønderjyske i spidsen, ramlede det hele for hjemmeholdet.

Alt blev kastet frem i en sidste satsning, men det resulterede blot i yderligere to sønderjyske scoringer i tomt mål, så slutresultatet kom til at lyde på de overbevisende cifre 4-1.

Sønderjyderne havde ellers været på hælene mod et Esbjerg-hold, der allerede havde sikret sig tredjepladsen og således ikke havde det store at spille for.

Aaron Lee bragte dog esbjergenserne foran med en tidlig scoring, og den føring holdt indtil syv minutter inde i tredje periode, hvor Thomas Spelling udlignede i overtal.

Med Sønderjyskes sejr fik det ingen betydning, at Frederikshavn vandt 8-3 i Gentofte. Frederikshavnerne må nøjes med andenpladsen og får dermed andetvalg, når de tre øverste hold skal vælge modstander i kvartfinalen.

Rungsted blev grundspillets bedste sjællandske hold med en afsluttende sejr på 4-2 over Rødovre. Dermed holder Rungsted lokalrivalerne bag sig i tabellen og slutter som nummer seks.

/ritzau/