Ishockey-VM: Canada sikrer overbevisende gruppesejr

Skrevet af admin

11/05/2015

Mest læste i dag

Canada har været godt kørende i gruppe A ved VM i ishockey i Tjekkiet.

Søndag aften sikrede canadierne sig førstepladsen i gruppen, da det blev til en sikker sejr på 7-2 over Schweiz.

Canada har efter seks sejre i seks kampe 18 point, fem point mere end Sverige og Tjekkiet.

Canadierne møder tirsdag bundproppen i gruppe A, Østrig, i den afsluttende gruppekamp, men førstepladsen er altså sikker.

Det bliver derimod svært for Rusland at vinde gruppe B.

De forsvarende verdensmestre besejrede ganske vist Slovakiet med 3-2, men det skete først efter overtid, så Rusland får kun to point for sejren, mens slovakkerne får et enkelt.

USA fører gruppe B med 15 point for seks kampe, mens russerne er nummer to med 14 point.

Finland er nummer tre med 12 point for en kamp færre end USA og Rusland.

/ritzau/