Ishockeyboss: Starkov står til landsholdskarantæne

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

Ishockey-spilleren Kirill Starkov vil få karantæne fra landsholdet, hvis Danmarks Idrætsforbund (DIF) vælger at udstede karantæne til ham i ligaen for at have udført matchfixing.

- Han er ikke aktuel på landsholdet lige nu, og det ved jeg ikke, om han ville være, hvis der ikke var den her sag. Han er ikke udtaget til turene til Østrig og Frankrig, siger direktøren for Danmarks Ishockey Union, Enver Hansen.

- På et tidspunkt falder der en afgørelse fra DIF, og jeg går ud fra, han får en karantæne, og vi vil også give ham karantæne fra landsholdet på den tilsvarende længde, lyder det.

Fredag erkendte Esbjerg-spilleren Kirill Starkov, at han havde spillet på en af sine egne kampe i ligaen, hvilket anses som matchfixing. Senere meddelte Esbjerg Energy, at Starkov og to andre involverede Tyler Mosienko samt målmanden Dennis Jensen alle er afskediget.

- Det er en sag, jeg gerne ville have været foruden. Det er vores første sag og forhåbentlig også den sidste. Esbjerg har håndteret den fint, ansvarligt og hurtigt. Klubben tog hurtigt kontakt til mig, og jeg kontaktede herefter DIF, siger Enver Hansen.

Han mener, at det kan få betydning for længden af straffen, at de tre spillere satsede penge på, at modstanderen Rungsted skulle score i 1. periode i en kamp 3. januar mod Esbjerg, frem for at de havde spillet på, at de selv ville vinde eksempelvis.

- Det enkle budskab er at lade være med at spille på egne kampe, men det er rigtigt, der en skala for, hvad man spiller på. Jeg vil tro, det får indflydelse på karantænen, lyder det fra Enver Hansen.

/ritzau/