Ishockeydommer ked af brøler

Alle kan begå fejl, og en af Danmarks bedste ishockeydommere, Jacob Grumsen, erkender blankt, at det var en fejl, da han gav Rødovres canadiske back Jeff Terminesi to minutter for en holding mod Morten Lie et kvarter inde i fjerde periode i DM-semifinalekampen i Frederikshavn.

Ulykkeligvis for Rødovre og Grumsen scorede Frederikshavn White Hawks ni sekunder inde i fire-mod-tre og sendte Rødovre Mighty Bulls ud af playoff.

DIUs dommeransvarlige, Kim Pedersen, siger til sporten.dk:

- Jeg har set episoden igen her til morgen. Dommeren tager en forkert beslutning, og det erkender Jacob Grumsen også. Der er ikke tale om, at det er en tynd udvisning. Der er simpelthen ingen holding i dén situation. Det er uheldigt, at det får indflydelse på resultatet, men alle kan lave fejl.

Kim Pedersen forstår Rødovres frustrationer, men er ikke enig med Mighty Bulls’ kaptajn, Michael Smidt.

- Michael siger til BT, at dommerne ikke holder spillernes niveau. Dér er vi uenige.

Jacob Grumsen er i sporten.dks optik i top-fire blandt danske hoveddommere og skal dømme i U18 A-VM i Sochi i april, men kan risikere, at fejlen koster ham en ellers sikker tjans i finalekampene mellem Frederikshavn White Hawks og Sønderjyske.

- Jeg vil ikke udtale mig i en intern personalesag. Vi har et møde på søndag, hvor vi sætter dommere på til kommende kampe, siger Kim Pedersen.

Ingen er mere ulykkelig over den vitale fejl i overtiden i Scanel Hockey Arena end Jacob Grumsen.

- I nuet føler jeg, at Morten Lie mister et skøjtetag, og jeg træffer den rigtige beslutning. Men da jeg kommer hjem og ser situationen, kan jeg se, at min kendelse er forkert. Jeg er ked af, at den afgør kampen. For at sige det på godt jysk er det noget lort, siger Jacob Grumsen til sporten.dk

I sporten.dk's øjne fortjener det rutinerede par Asger Krog og Jacob Grumsen, der har gjort det glimrende i playoff lige indtil den femte DM-semifinale, at fortsætte samarbejdet i finalen.

Dagens Gossip