Ishockeylandsholdet vil overhale læremestrene ved VM

Skrevet af admin

10/05/2016

Mest læste i dag

Det er elevens kamp mod læreren, når det danske ishockeylandshold tirsdag eftermiddag møder Schweiz i en meget vigtig puljekamp ved VM i Rusland.

I Danmarks Ishockey Union (DIU) har man længe kigget mod alpelandet, når man skulle finde ny inspiration til talentarbejdet. Schweiz har været et pejlemærke på et højere niveau, som det danske ishockeylandshold kunne navigere efter.

Især schweizernes fysisk prægede tempoishockey af nordamerikansk skole har været under lup, fortæller DIU's udviklingschef, Flemming Green.

- Vi har kigget meget på deres fysik, for i Danmark er vi boldmennesker, der har god spilforståelse og teknik. Vi har altid haltet efter på fysikken.

- Vores ungdomshold stod som små hundehvalpe, når de mødte Tyskland og Schweiz og blev kørt over af den store maskine. Schweiz har været en nation, vi har forsøgt at sammenligne os med, siger Flemming Green.

Derfor er det interessant, at Danmark nu to år i træk har slået Schweiz ud af U20-VM. Noget tyder på, at eleverne er begyndt at nærme sig læreren.

- De seneste år har man kunnet mærke, at de unge spillere kommer ind til kampene med en klar forventning om at kunne slå Schweiz, siger Mikkel Aagaard, der var med til at vinde over schweizerne ved U20-VM for halvandet år siden.

- Vi føler os helt jævnbyrdige med dem, og det afspejler sig jo også i resultaterne, siger den talentfulde forward.

Spørgsmålet er nu, om også seniorlandsholdet er klar til at rykke forbi schweizerne. Tre danske point tirsdag eftermiddag vil stort set sætte Schweiz af i kampen om en plads i top-4.

Danmark har aldrig taget VM-point fra Schweiz, men resultatet synes ikke længere givet på forhånd.

- De klør sig i håret i schweizisk ishockey, fordi de i de senere år har været næsten sikre på at komme i kvartfinalen. Nu ligger de og roder sammen med os, sammenholdt med at vi har slået dem på U20-niveau et par gange, siger Flemming Green.

Schweiz er kommet skuffende i gang ved VM med nederlag på straffeslag til Kasakhstan og i overtid til Norge.

Det er langt fra det niveau, som sølvvinderne fra VM i 2013 selv mener at befinde sig på, og utilfredsheden kan blive Danmarks chance.

- Jeg fornemmer en frustration i den måde, de spiller ishockey på, siger Danmarks landstræner, Jan Karlsson.

- De havde forventet at have betydeligt flere point, end de har lige nu. Hvis vi formår at matche deres tempo, kan det blive et plus for os, mener Karlsson.

Danmark har tre point efter de første to kampe, mens Schweiz har samlet to.

/ritzau/