Ishockeymålmand elsker at være i centrum på straffeslag

Skrevet af admin

14/05/2016

Dagens topnyheder

Sebastian Dahm havde en næsten perfekt fredag aften.

Den på ny storspillende målmand var med til at sikre det danske ishockeylandshold en meget vigtig sejr over Letland, og så kom den ovenikøbet i hus efter en afgørelse på straffeslag, hvor Dahm fik en hovedrolle.

- Jeg har altid sagt, at det er en af mine favoritmåder at vinde en kamp på.

- Det er måske lidt egoistisk, fordi man som målmand kan være den ultimative helt. Man kan så også blive den ultimative skurk, og det er det, der gør det så fedt, når vi vinder, siger Sebastian Dahm.

Han klarede to af de tre lettiske forsøg, mens holdkammeraterne lavede to mål i den anden ende.

Dahm så dog hverken Lars Eller eller Nicklas Jensen skyde Danmark til sejr.

- Jeg ser aldrig, når vi skyder, jeg lytter bare til publikum. Det er så nervepirrende, og jeg vil gerne undgå at sidde helt ude på stolen. Jeg skal have mine tre skytter, og så tænker jeg ikke på, hvad de laver i den anden ende.

- Men stor kredit til drengene. At lave to mål på tre straffeslag i denne kulisse og mod så dygtig en målmand, det er jo høj klasse, siger Sebastian Dahm.

Det danske ishockeylandshold er med fredagens sejr meget tæt på at have klaret sig fri af nedrykning og kan nu koncentrere sig om kampen om at nå i kvartfinalen.

Næste udfordring bliver Tjekkiet søndag.

/ritzau/