Ishockeymændene slider sig til point i flot VM-premiere

Skrevet af admin

02/05/2015

Dagens topnyheder

Det undertippede danske ishockeylandshold har sikret sig en flot start på VM i Tjekkiet, efter at danskerne lørdag eftermiddag med en imponerende indsats tvang Slovakiet ud i straffeslagsafgørelse efter 3-3 i ordinær kamp.

Slovakkerne var bedst i straffeslagene, men det forhindrer ikke Danmark i at sætte et point ind på VM-kontoen allerede efter første kamp.

Med Patrick Galbraith som et levende plankeværk i målet formåede danskerne med omtanke i spillet og rå kampkraft at holde trit med verdensmestrene fra 2002, og derfor blev kampen noget af en thriller i den udsolgte arena i Ostrava.

Da Daniel Nielsen med mere held end forstand udlignede til 3-3 to minutter før tid i den ordinære kamp, sikrede han danskerne det point, som de ærligt og redeligt havde fortjent efter den indsats, spillerne lagde for dagen mod et bedre hold.

Landstræner Jan Karlsson sagde inden kampen, at fokus primært lå på en stærk defensiv, og hans tropper kom i høj grad til at spille med ryggen mod muren - specielt efter Patrick Bjorkstrands 1-0-scoring i anden periode.

Danmark var massivt på udebane mod et slovakisk hold, der blev opildnet af tusindvis af medrejsende landsmænd, som skabte en enorm stemning rundt om isen. Men efter en nervøs indledning begyndte danskerne at finde sig selv og hinanden.

Oliver Lauridsen viste sig straks i langt bedre forfatning end sidste år og tog et stort slæb i den danske forsvarszone, hvor danskerne til tider måtte "parkere bussen", som Karlsson forudså før kampen.

Det danske føringsmål faldt fem minutter inde i anden periode i powerplay, da Patrick Bjorkstrand styrede Jesper Jensens skud i nettet.

Vigtigt med en powerplay-scoring allerede i første kamp, efter at overtalsspillet har været lidt af en hovedpine for holdet i VM-optakten.

Men føringen gav nu ikke danskerne mere ro. Tværtimod ansporede målet slovakkerne til at skrue yderligere op for tempoet, og Galbraith måtte spille en af sine bedste landskampe for at holde modstanderne væk.

Da bolværket brød sammen i tredje periode, gik det til gengæld hurtigt. Til brølende jubel scorede slovakkerne to gange på to minutter, og holdet sig ikke ryste af, at Nichlas Hardt nærmest omgående udlignede til 2-2.

Da Slovakiet med ni minutter tilbage på uret gjorde det til 3-2, så det sort ud, men netop som en dansk overtalsperiode var slut, endte Daniel Nielsens bløde skud på uforklarlig vis i det slovakiske mål og vidnede om, at danskerne også havde forpagtet heldet.

De fem overtidsminutter endte uden scoring, og så skulle det hele afgøres på straffeslag.

Med det hårdt tilkæmpede point er første skridt mod overlevelse i det fine selskab taget. Forude venter seks kampe mere. Næste opgave er allerede søndag aften, hvor stormagten Finland venter.

/ritzau/