Ishockeyprofil får landsholdscomeback efter seks år

Skrevet af admin

13/01/2016

Dagens topnyheder

For første gang siden VM-kvartfinalen mod Sverige i 2010 er Peter Regin med på det danske ishockeylandshold, når Jan Karlssons tropper spiller to testkampe i februar.

Regin, der i en årrække spillede i NHL, har været forhindret af klubaktiviteter eller skader i de senere sæsoner, og han har derfor ikke haft mulighed for at være med på landsholdet de seneste seks år.

Men i den russiske KHL-liga, hvor Regin nu optræder for Jokerit, er kampkalenderen mere venligt stemt over for landsholdet, og herningenseren har sagt ja til at være med mod Sydkorea og Norge i Rødovre 12.- og 13. februar som optakt til VM i Moskva senere på foråret.

- Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til Danmark og spille for vores hjemmepublikum.

- Det at være baseret i Europa giver mig nye muligheder i forhold til landsholdet, og det bliver stort at være en del af holdet frem mod VM og OL-kvalifikationen, siger Peter Regin i en pressemeddelelse fra Danmarks Ishockeyunion.

Han kommer dermed også for første gang til at spille under landstræner Jan Karlsson, som tiltrådte i 2013 og aldrig har haft mulighed for at råde over den stærke centerspiller.

- Med Peter tilbage på holdet får vi nye offensive muligheder. Han har et fremragende blik for sine medspillere, samtidig med at han er uhyre målfarlig, siger Jan Karlsson.

29-årige Peter Regin er noteret for 35 point i 47 KHL-kampe for Jokerit.

/ritzau/