Islamisk læreanstalt fordømmer IS og rasering af oldtidsby

Skrevet af admin

07/03/2015

Mest læste i dag

En af den sunnimuslimske verdens mest indflydelsesrige institutioner, al-Azhar universitet i Kairo i Egypten, fordømmer i stærke vendinger Islamisk Stats hærgen i den assyriske oldtidsby Nimrud i Irak.

- Det, som terrororganisationen Daesh gør, når den ødelægger monumenter i de områder, den kontrollerer i Irak, Syrien og Libyen, er en stor forbrydelse mod hele verden, hedder det i en udtalelse fra al-Azhar.

Al Azhar, der bruger den nedladende arabiske betegnelse for Islamisk Stat, Daesh, mener, at bevægelsen med sine ødelæggelser af gamle kulturskatte gør sig skyldig i "krigsforbrydelser", som "historien aldrig vil glemme".

I udtalelsen fra al-Azhar fremhæves det, at ødelæggelser af monumenter er forbudt under den islamiske sharia-lov.

Alle personer i lande, hvor IS og lignende bevægelser holder til, opfordres desuden til at gå sammen og hjælpe til med at udslette ekstremisterne. Dermed kan de arabiske og muslimske lande blive reddet fra IS's "ondskab", hedder det videre.

IS, der kontrollerer store dele af Irak og Syrien, begyndte torsdag at rasere oldtidsbyen Nimrud med bulldozere, hamre og trykluftshamre.

For en uge siden udsendte IS en video, hvor medlemmer ødelægger statuer og andre genstand på et museum i Mosul. Byens bibliotek blev desuden sat i brand.

Nimrud, der ligger cirka 30 kilometer fra Mosul, var en overgang hovedstaden i kongeriget Assyrien, der eksisterede fra 2500 f.k. til 605 f.k. Byen ved Tigris-floden blev anset som "juvelen" i riget.

/ritzau/AFP