Islamisk Stat gennemfører blodig storm på luftbase

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

Militsfolk fra den radikale bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien er i offensiven mod den militære lufthavn Deir al-Zour i det østlige Syrien.

Regeringssoldater forsvarer lufthavnen, som har en vigtig rolle i præsident Bashar Assads regimes kamp for at holde på sit territorium i den østlige del af landet, siger observatørgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Men observatørgruppen kan også fortælle, at den islamiske bevægelses seneste angreb på lufthavnen har været meget blodigt.

Mindst 36 militsfolk skal være dræbt, og regeringshæren har mindst 18 faldne.

Mange blev dræbt, da IS erobrede to bygninger i udkanten af lufthavnen.

Onsdag tabte regeringshæren en anden luftbase, nemlig Abu Duhour syd for byen Aleppo, der blev erobret af al-Qaeda-militante og andre oprørere.

Assads hær kontrollerer omkring halvdelen af byen Deir al-Zour, der altså også rummer militærlufthavnen af samme navn.

Og netop lufthavnen er hærens sidste åbne forsyningsrute til det østlige Syrien, efter at store dele af Syriens centrale ørken er blevet erobret af forskellige jihadister inden for de seneste måneder.

Det gælder blandt andet oldtidsbyen Palmyra på vejen mellem Deir al-Zour og hovedstaden Damaskus.

Torsdag har Syriens gren af al-Qaeda, al- Nusra Fronten, fejret sin erobring af lufthavnen ved Aleppo.

Den hedder Abu Duhour, og under kampene har al-Nusra taget 60 fanger, siger militsen.

Rami Abdel-Rahman, direktør for Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, siger, at kampen om Abu Duhour har kostet mindst 56 soldater livet.

40 andre er taget til fange. Han siger videre, at skæbnen for et antal soldater ikke er kendt.

Al-Nusra har offentliggjort en video, hvor den saudiarabiske præst Abdullah al-Mheisny synes at stå ved en beskadiget militærhelikopter på den erobrede Abu Duhour-base.

Ved hans side knæler fire fanger med bind for øjnene, mens han siger:

- Oh soldatermødre. I kan enten se jeres sønner på denne måde, eller I kan trække dem ud af hæren.

/ritzau/dpa