Islamisk Stat hævder at have dræbt norsk gidsel

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) hævder at have dræbt et norsk og et kinesisk gidsel. Oplysningen er onsdag eftermiddag endnu ikke bekræftet af andre.

Billeder offentliggjort i et magasin tilhørende islamisterne viser angiveligt de to døde mænd ledsaget af beskeden: Henrettet.

Det norske gidsel er ifølge nyhedsbureauet NTB en 48-årig mand ved navn Ole Johan Grimsgaard-Ofstad. Sent onsdag eftermiddag arbejder Norges udenrigsministerium på at få verificeret oplysningerne.

- Der er publiceret billeder, som tyder på, at gidslet Ole Johan Grimsgaard-Ofstad er blevet henrettet. Vi vender tilbage med yderligere information, hedder det i en udtalelse fra statsministeriet ifølge NTB.

Journalister fra nyhedsbureauet har set de makabre billeder, og det ene af ofrene ser ud til at være Grimsgaard-Ofstad.

De to mænd blev angiveligt taget til fange i Syrien i januar i år. Det blev dog først offentligheden bekendt, da IS i september skrev om tilfangetagelsen i magasinet Dabiq, som IS står bag, med krav om løsepenge.

De norske myndigheder blev allerede informeret om kidnapningen i januar, men valgte at holde oplysningen hemmelig, bekræftede statsminister Erna Solberg 9. september.

- Kidnapperne har fremsat en serie krav om betydelige summer af løsepenge, sagde Solberg, som gjorde det klart, at Norge ikke havde i sinde at komme islamisterne i møde.

- Det er et princip, som vi ikke kan fravige, lød det fra statsministeren.

I september oplyste det kinesiske udenrigsministerium ligeledes, at en forsvunden statsborger tilsyneladende var taget til fange af Islamisk Stat.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP er der tale om den 50-årige Fan Jinghui.

Den 48-årige Ole Johan Grimsgaard-Ofstad kommer ifølge NTB oprindeligt fra Porsgrunn i det sydøstlige Norge. Siden bosatte han sig i Oslo.

I januar skrev han selv på sociale medier, at han var rejst til den syriske by Idlib. Han var angiveligt kommet til det borgerkrigshærgede land fra Libanon. Formålet med rejsen er uklart.

Nordmanden skal tidligere have været i den norske efterretningstjenestes søgelys efter at have ytret ekstreme holdninger på nettet. Efter sigende skal han dog ikke have været udrejst for at deltage i den syriske borgerkrig, skriver NTB.

Islamisk Stat har ikke umiddelbart oplyst, hvor og hvornår henrettelserne af de to mænd skal have fundet sted.

/ritzau/