Islamisk Stat har halshugget britisk gidsel

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Oprørsgruppen Islamisk Stat (IS) har offentliggjort en video, der efter gruppens eget udsagn viser halshugningen af et britisk gidsel. Det skriver overvågningsmediet Site ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er angiveligt tale om gidslet David Haines, der i en tidligere video, hvor amerikaneren Steven Sotloff blev halshugget, blev udpeget som IS' næste offer.

Stillbilleder fra videoen, der er blevet offentliggjort sent lørdag aften, viser ifølge al-Jazeera den 44-årige brite ved siden af en maskeret mand.

Ifølge den maskerede mand er drabet på Haines konsekvensen af, at Storbritannien har vedtaget at sende våben til den kurdiske peshmergahær, der kæmper mod den militante IS-gruppe i det nordlige Irak.

- Denne britiske mand betaler prisen for dine løfter, Cameron (Storbritanniens premierminister, David Cameron, red.), om at bevæbne peshmergaer i kampen mod Islamisk Stat, siger den maskerede mand ifølge AFP på videoen og understreger, at Camerons valg vil tvinge briterne ind i "endnu en blodig krig, der ikke kan vindes."

Manden formodes at være den samme bøddel, som tog livet af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff i to tidligere videoer fra Islamisk Stat.

Disse videoer er blevet vurderet som autentiske, men det er endnu uvist, om videoen med David Haines er ægte. Ifølge flere britiske medier "arbejder Storbritanniens udenrigsministerium intenst" på at klarlægge videoens autenticitet.

I videoen sidder David Haines på knæ og taler til kameraet, mens den maskerede mand står ved hans side med en kniv i hånden. Haines' ord er rettet mod David Cameron, ligesom amerikanernes var rettet mod USA's Barack Obama.

- Du er frivilligt gået med i en koalition med USA mod Islamisk Stat præcis som din forgænger Tony Blair og følger en trend hos britiske premierministre, der ikke er modige nok til at sige nej til amerikanerne. Desværre er det os, den britiske befolkning, der i sidste ende betaler prisen for vores regerings egoistiske beslutninger, siger han.

I den nyeste video bliver endnu et gidsel udpeget som gruppens næste offer. Der er tale om den britiske statsborger Alan Henning.

David Haines blev kidnappet i Syrien sidste år af Islamisk Stat. Familiefaren boede i Perth i Skotland og blev kidnappet efter blot tre dage i Syrien. Han var rejst til landet for at arbejde som nødhjælpsarbejder for den franske organisation Acted, skriver Reuters.

/ritzau/