Islamisk Stat løslader 200 yazidier i det nordlige Irak

Skrevet af admin

08/04/2015

Mest læste i dag

Islamisk Stat har løsladt flere end 200 irakiske yazidier, som islamisterne har tilbageholdt i månedsvis, siger en militærleder fra den kurdiske peshmerga-styrke.

- Vi har modtaget 227 yazidier, blandt dem kvinder og børn, siger general Westa Rasul til det franske nyhedsbureau AFP fra den nordirakiske provins Kirkuk.

Den islamistiske gruppe, som hærger i Irak og Syrien, gik sidste år til angreb på yazidierne, som er en religiøs minoritet i regionen.

Den militante gruppe dræbte, bortførte og fordrev tusindvis af yazidier i området omkring Mount Sinjar i Irak.

I januar i år løslod Islamisk Stat 350 ældre, handicappede og syge yazidier - også i det nordlige Irak.

Det er fortsat uvist, hvorfor de mange yazidier dengang blev frigivet.

I januar sagde yazidi-samfundet, at omkring 3000 kvinder og børn fortsat er i de militantes varetægt.

Islamisk Stat har tidligere tvunget religiøse mindretal og andre muslimer til at praktisere samme fundamentalistiske - og i de fleste muslimers øjne forvanskede udgave - af islam, som Islamisk Stat udøver.

/ritzau/AFP