Islamisk Stat løslader 93 kurdiske fanger

Skrevet af admin

04/11/2014

Mest læste i dag

93 syriske kurdere skal være blevet løsladt af den militante gruppe Islamisk Stat (IS), oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der får sine oplysninger fra et bredt kildenetværk i Syrien.

De syriske kurdere blev fanget tilbage i februar, da de var på vej fra det nordlige Syrien til nabolandet Irak, hvor IS kontrollerer store områder mellem den syriske grænse og den irakiske hovedstad, Bagdad.

Det er umiddelbart uvist, hvorfor de syriske kurdere er blevet løsladt.

Frigivelsen er ifølge observatoriet sket mandag.

De 93 syriske kurdere bliver løsladt, samtidig med at den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, opfordrer til, at den amerikansk-ledede koalition udvider sine bombardementer af Islamisk Stat i det nordlige Syrien.

I ugevis har luftangrebene været koncentreret i særdeleshed omkring den strategisk vigtigste by Kobani, der ligger på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

- Efter Kobani må vi redde Aleppo. Byen er næsten omringet. Det syriske regime er i færd med at nedkæmpe modstanden gennem kulde og sult, skriver Laurent Fabius i en kronik, der blandt andet er offentliggjort i Le Figaro og The Washington Post.

Islamisk Stat har belejret Kobani siden midten af september. Den vigtige grænseby har været lige ved at falde, men luftangreb fra den amerikansk-ledede koalition har holdt den voldelige militante gruppe stangen.

I fredags ankom en styrke af kurdiske peshmerga-krigere til Kobani for at støtte den lokale kurdiske milits. Peshmerga-krigerne kom fra Irak, men havde fået lov til at tage til den syriske grænseby via Tyrkiet.

De omkring 150 peshmerga-krigere fra Irak råbte "Kobani" som kampråb, da de ankom til byen sent fredag og fik en heltevelkomst.

Den kurdiske milits i Kobani får ud over forstærkninger af de irakiske kurdere også hjælp af moderate oprørere fra Den Frie Syriske Hær (FSA).

/ritzau/Reuters