Islamisk Stat taber terræn - både hjemme og ude

Skrevet af admin

29/06/2016

Dagens topnyheder

Det var ikke meget mere end en krusedulle fra en dåse med spraymaling. Men blot antydningen af graffiti i hjertet af Islamisk Stats selverklærede kalifat er en antydning af en ny dristig oprørsstemning mod jihadisternes undertrykkende regime.

Dagen efter kom de ultra-islamistiske krigere og skrubbede løs på graffitibogstavet. En anonym person havde øjensynligt villet skrive ordet "modstand" på arabisk i en gyde nær den store moské i storbyen Mosul i Irak.

Iraks hær har et erklæret mål om at befri Mosul fra Islamisk Stat i år - blandt andet ved at styrke oprørsviljen blandt byens indbyggere.

En videooptagelse af graffitibogstavet, der var over en meter langt, og som kunne have medført en øjeblikkelig henrettelse af "kunstneren", er blevet fremvist for Reuters af en aktivist, som siger, at Islamisk Stat ikke længere fremstår så stærkt som tidligere.

Gruppen mister tilhængere både ude og hjemme. Den er ikke længere i stand til at håndhæve regler om klædedragter på samme måde som tidligere, hedder det.

Najm al-Jubbouri, en general i Irak, siger, at Islamisk Stat er ekstrem streng og barsk, men at bevægelsen ikke er stærk.

- Mens irakiske styrker rykker tættere og tættere på Islamisk Stat for at tilbageerobre territorium, forsøger jihadisterne med endnu strengere metoder at bevare kontrollen over befolkningen.

En befolkning, som i stigende grad er fjendtlig over for gruppen, siger irakiske embedsmænd. De siger, at Islamisk Stat har brugt civile som levende skjolde, og både kvinder og børn bliver henrettet, hvis de forsøger at flygte.

Mange irakiske sunnimuslimer tog oprindeligt vel imod Islamisk Stat som redningsmænd under borgerkrigen i Irak. Den shiamuslimske regering i Bagdad, der skulle være demokratisk, støttede åbenlyst militser, som bekæmpede sunnimuslimerne.

I lang tid var der kun rapporter om fremgang for Islamisk Stat, men to år efter udråbelsen af det selverklærede kalifat, er Islamisk Stat nu trængt på mange fronter.

- Ud af de 43 mænd, som grundlagde Islamisk Stat, er 39 blevet dræbt, siger Hisham al-Hashimi, som er regeringsrådgiver i Bagdad.

- Kalifatets leder, Abu Bakr al-Baghdadi, skjuler sig i et ørkenområde på tusindvis af kvadratkilometer vest for Tigris og syd for Mosul. Han undgå Syrien, hvor hans nærmeste allierede blev dræbt i år, siger han.

/ritzau/Reuters