Islamisk Stat tager skyld for angreb ved museum

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

I en lydoptagelse, som Islamisk Stat angiveligt står bag, tager den militante gruppe skylden for onsdagens blodige angreb i Tunesien.

I meddelelsen, der er lagt ud på internettet, roser Islamisk Stat de to mænd, der angreb museet med automatvåben og granater, og kalder dem "riddere af Den Islamiske Stat".

Islamisk Stat truer samtidig med flere angreb og betegner onsdagens angreb i Tunis som "den første dråbe i regnbygen", oplyser organisationen Site, der overvåger ekstremistiske grupper.

Optagelsens ægthed er ikke verificeret.

De to bevæbnede mænd, der angreb turister ved museet, nåede at dræbe 20 udlændinge og tre tunesere, inden de selv blev dræbt af tunesiske sikkerhedsstyrker.

Over 40 mennesker er såret, heraf flere alvorligt.

Tidligere på dagen offentliggjorde den tunesiske premierminister, Habib Essid, navnene på de to mænd, som udførte angrebet: Yassine Abidi og Hatem Khachnaoui. De er begge tunesere.

En sikkerhedskilde siger til Reuters, at Khachnaouis far og søster er anholdt, men oplyser ikke, hvordan eller hvorvidt de menes at have hjulpet ved angrebet.

Præsidentkontoret meddeler i en erklæring, at der er foretaget i alt ni anholdelser.

- Sikkerhedsstyrker har anholdt fire personer, som er direkte forbundet til operationen, og fem andre, der mistænkes for forbindelser til cellen, hedder det.

Videre meddelte præsidentkontoret, at det er besluttet at udsende hærstyrker til landets største byer for at skærpe sikkerheden.

I Tunesien har der gennem noget tid været frygt for, at Islamisk Stat skulle få fodfæste. Gruppen er til stede i et af Tunesiens nabolande, Libyen, hvor den har gennemført flere angreb og blandt andet henrettet 21 kristne egyptere, der arbejdede i Libyen.

/ritzau/Reuters