Islamisk Stat tager skylden for angreb i Saudi-Arabien

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Islamisk Stat (IS) har taget skylden for et blodigt selvmordsangreb i Saudi-Arabien fredag, skriver den amerikanske overvågningsgruppe Site på Twitter.

Gruppen har også sat navn på den selvmordsbomber, som ifølge IS stod bag angrebet på en shiamuslimsk moské i den østlige del af Saudi-Arabien.

Omkring 150 mennesker var samlet til bøn i moskeen, da selvmordsbomberen detonerede en sprængladning.

- Terroristangrebet efterlod 21 dræbte og 81 sårede, oplyser sundhedsministeriet i Saudi-Arabien ifølge det statslige nyhedsbureau SPA.

Andre nyhedsbureauer opgør antallet af døde til 22.

12 af de sårede er i livsfare ifølge ministeriet.

Myndighederne lover at gøre alt for at finde eventuelle medskyldige til selvmordsbomberen.

- Sikkerhedsmyndighederne vil sætte alt ind i jagten på dem, som er involveret i denne terrorhandling, hedder det i en meddelelse fra indenrigsministeriet i Riyadh.

Fredagens angreb er ikke det første i det østlige Saudi-Arabien, hvor der siden 2011 har været sporadiske protester og angreb på sikkerhedsstyrkerne.

Politiet har foretaget en stribe anholdelser blandt sunnimuslimske ekstremister, som mistænkes for at planlægge angreb med det formål at sætte gang i sekterisk uro i Østprovinsen.

Der bor mange shiamuslimer i Østprovinsen, som er rig på olie.

I november sidste år blev syv shiamuslimer skudt og dræbt i byen al-Dalwa på en helligdag. Myndighederne anklagede IS for at stå bag og anholdt fire formodede gerningsmænd.

En iagttager i det konservative arabiske kongedømme hævder, at shiitterne i landet står i alliance med den yemenitiske Houthi-bevægelse, som Saudi-Arabien bekæmper.

- Dette angreb var desværre kun et spørgsmål om tid, siger Frederic Wehrey, som arbejder for Carnegie Endowment for International Peace, til nyhedsbureauet AFP.

Radikale salafister i landet betragter ifølge Wehrey shiamuslimerne som en "femte kolonne".

/ritzau/AFP